(Interview og foto af Søren Jensen Lund)
Marton Naray fra Tjekkiet har flere kasketter på til SPOT. Han er Director på Czech Music Office, som er en offentligt støttet organisation, der har til formål at promovere tjekkisk musik. Selv sammenligner han det med MXD. Derudover er han Head of international promotion på festivalen Rock For People, der med 25.000-30.000 publikummer er den næststørste festival i Tjekkiet efter Colours of Ostrava. Og så er leder af branchefestivalen Nouvelle Prague, der til efteråret afholdes for femte gang.
”Jeg er på udkig efter partnere i forhold til at promovere den tjekkiske musikscene. Jeg kigger efter pladeselskaber, forelæggere og promotere, og så håber jeg også, at jeg på et tidspunkt for mulighed for at præsentere en showcases på SPOT,” fortæller Marton Naray.
Han har arbejdet sammen med Factory 92, der er Rock for People’s promotion-partnere i Tyskland, Schweiz og Østrig, og gennem dem håber han på at blive introduceret til nye samarbejdspartnere.
Til Nouvelle Prague-konferencen leder han desuden efter idéer, samarbejdspartnere og branchefolk, som han kan invitere.
”Den oprindelige idé med Nouvelle Prague var at præsentere udenlandske bands for europæiske promotere. Vi ændrede strukturen, så nu har vi en dag med udenlandske bands, en dag med tjekkiske og regionale bands. Vi samarbejder med Waves Music Conference i Østrig og Spring Break Conference i Poznan, så der kommer en del østrigske og polske branchefolk. Så grundlæggende tilbyder Nouvelle Prague en rigtig god platform til det central- og østeuropæiske marked,” slutter Marton Naray.